RØDE KORS OG LAND ROVER I REKORDSTORT GLOBALT SAMARBEJDE

defender_rode-kors

Tilbage i 2014 iværksatte Land Rover et samarbejde med Røde Kors. Samarbejdet betyder, at 3.375 særligt sårbare familier fra pygmæstammen Batwa’erne, der lever i Rwanda, får den hjælp de behøver. 

Røde Kors i Danmark har, med samarbejdet, intensiveret indsatsen over for en sårbar marginaliseret gruppe i Rwandas nordligste provins. Det sker takket være det rekordstore samarbejde med Land Rover, som ud over en stor donation på 3.000.000 kr., også har stillet en Land Rover Defender til rådighed for hjælpearbejdet. Arbejdet foregår i et svært tilgængeligt område, hvor veje og terræn er udfordrende – ikke mindst i regntiden. Land Rover støtter indsatsen, som styrker fødevaresikkerhed og ernæringstilstanden for både Batwa’erne og de pressede lokalsamfund, de skal integreres i. Projektet skal forbedre husholdningernes muligheder for at brødføde sig selv – og sikre tilstrækkelig ernæring til deres børn. 

Samarbejdet med Land Rover er en del af en global samarbejdsaftale med det internationale Røde Kors forbund IFRC. Den internationale aftale løber over 5 år fra 2015 og har en samlet værdi for Røde Kors på 150 millioner kr. Aftalen er en videreførelse af det tidligere samarbejde mellem de to parter under overskriften Reaching Vulnerable People Around the World og målet er, at gøre det lettere for Røde Kors at hjælpe sårbare mennesker, i en række projekter som styres af forskellige landes nationale Røde Kors selskaber. En del af den store donation går derfor til det danske projekt i Rwanda, hvor Land Rover – foruden en donation, også stiller et køretøj til rådighed. 

”I Røde Kors er vi overbeviste om, at målrettede samarbejdsaftaler med private virksomheder er en del af løsningen på de store opgaver, som vi hjælper med at løfte ude i verden. Samarbejdet med Land Rover er et eksempel på, hvordan viden og ressourcer i en privat organisation kan deles og komme mennesker i et af verdens fattige lande til gode,” siger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl.

Det er Røde Kors og Land Rovers forventning at samarbejdet, med en periode på 3 år, vil hjælpe mere end 15.000 børn og voksne til et bedre liv i 20 mindre lokalsamfund i Rwanda. 

”Vi er glade for, at vi har muligheden for at hjælpe, hvor der virkelig er brug for det og for at vi har muligheden for at samarbejde med Røde Kors. Vores Land Rover Defender er et meget velegnet køretøj til ufremkommelige områder, så vi er glade for, at vi kan bidrage til, at de dedikerede udsendte fra Røde Kors kan komme godt og sikkert frem til de destinationer, hvor mennesker er afhængige af deres hjælp”, siger Michael Lund fra Land Rover Danmark.

LÆS MERE OM RØDE KORS

Land Rover Danmark - Sjællandsvej 1 - 6000 Kolding