Praktiske oplysninger vedr. Land Rover Experience terrænkurser
Kursusindhold. Terrænkurserne omfatter en teoretisk del og praktisk terrænkørsel i lettere terræn. Den teoretiske del består af en kortere gennemgang af Land Rover og mærkets historie, gennemgang af bilens opbygning og funktion, 4-hjulstrækkets funktion og brug on- og off-road, samt elementære grundlæggende regler for terrænkørsel. Under den praktiske terrænkørsel vil de grundlæggende regler blive afprøvet i lettere terræn. Alle kursusdeltagere vil få udleveret relevante kursusmaterialer.
Kørsel. Der kan køres i egne 4x4 biler eller Experience centres biler. Den praktiske del af terrænkurset vil foregå i lettere terræn, og følges instruktørernes anvisninger vil bilerne ikke lide skade eller blive udsat for overlast. Al kørsel i egen bil foregår på den enkelte førers ansvar, hvorfor det også er den enkeltes forsikring, der skal dække eventuelle skader, der måtte blive påført bilen. Erfaringen fra tidligere kurser viser, at det er yderst sjældent, at vi oplever skader, de få gange det er sket, har der typisk været tale om ridser og mindre skrammer, dog vil dæk og fælge som er i direkte kontakt med underlaget være udsat for knubs og ridser. Det er en forudsætning for deltagelse som fører af en bil under den praktiske del af kurset, at man er i besiddelse af gyldigt førerbevis.
Trin 2. På dette udvidede terrænkursus får deltagerne mulighed for at køre i mere vanskeligt terræn, ligesom der vil være forskellige øvelser i bjærgning, selvhjælp, brug af spil, planlægning og kørsel på et specielt Trin 2 spor/ruter. I forhold til trin 1 er vi nødt til at gøre opmærksom på at muligheden for mindre skader (ridser og buler) er noget større, og at man selvfølgelig deltager på eget ansvar.
Bilen. Kontrol af egen bil før ankomst til kurset. For at undgå forsinkelser i selve kursusforløbet, bedes følgende venligst kontrolleret inden kursusstart. Der er tilstrækkelig mængde brændstof på bilen. Motoroliestand, kølervæskestand i ekspansionsbeholder og sprinklervæskestand kontrolleres og efterfyldes om nødvendigt. Dæktryk kontrolleres og justeres om nødvendigt, i henhold til instruktionsbogens anvisninger. Det er en forudsætning for deltagelse i køreundervisningen at bilen er lovlig, indregistreret og i forskriftsmæssig stand.
Beklædning. Da kurserne afvikles såvel inden- som udendørs anbefales almindeligt praktisk og afslappet tøj, hvilket også gælder fodtøjet. Det vil ofte, afhængig af vejret, være en god ide at medbringe en vind- og vandtæt jakke samt gummistøvler eller lignende. Det må påregnes, at tøj og sko kan komme i kontakt med jord/mudder, afhængig af vejret, men dette skal ikke opfattes som om, at kurserne er lig et større mudderbad. Men tøjet kan blive vådt eller lettere tilsmudset, hvorfor det kan være en god ide at have skiftetøj med. Om aftenen på 2 dages kurserne hvor vi hygger og taler om dagens begivenheder er påklædningen ligeledes afslappet.
Ledsager. Man er selvfølgelig mere end velkommen til at tilmelde eventuel ledsager. Deltager man med ledsager sker overnatningen i dobbeltværelse. Ønskes to enkeltværelser skal dette meddeles Land Rover Experience Center ved tilmelding. Det forventes at ledsager deltager i kurset, på lige fod med de øvrige deltagere. Deltagere under 18 år eller uden gyldigt førerbevis kan ikke deltage i den praktiske kørsel.







