EFTERSPØRGSLEN EFTER SUPERBILER STIGER



Mens store dele af bilverdenen gisper efter luft, er der stigende efterspørgsel efter
High performance modellerne fra Land Rover. Her melder Special Vehicle Operations
afdelingen om 64 % stigning i salget.


Fem år efter etableringen af Special Vehicle Operations – Jaguar Land Rovers afdeling for superbiler – er salget steget med 64 procent i forhold til året før. Og antallet af modeller med det eftertragtede SV logo har aldrig været større. Nu er det muligt at få hele syv modeller i Special Vehicle set up.

Bestselleren er stadig Range Rover Sport SVR med 575 hk og en motorlyd fra de 8 cylindre som en vred bjørn. Men både F-Pace SVR (Jaguar) og Range Rover Velar SVAutobiography, der begge debuterede i 2019, er stærkt medvirkende til succesen og de mere end 9500 solgte biler fra Special Vehicle Operations sidste år.

Michael van der Sande – Managing Director Jaguar Land Rover Special Vehicle Operations siger

”Trods et meget udfordrende år for bilindustrien som helhed, er vi naturligvis meget tilfredse med at efterspørgslen efter Jaguar og Land Rover SV produkter fortsætter med at stige kraftigt her fem år efter vi etablerede den afdelingen”.

Ud over de tre nævnte modeller er det muligt at få en SV udgave af Jaguar F-Type, Jaguar XE og Range Rover.

Men det er ikke kun superbiler, der står Special Vehicle Operations på. Også den armerede Range Rover Sentinel og van udgaven af Defender kommer fra specialafdelingen, som samtidig driver Land Rover Classics afdelingen, der restaurerer klassiske Jaguar og Land Rover.